Vores AI politik
Hos Hunov & Haffgaard har vi den holdning at vi ikke antager tegneserier, hvor der er gjort brug af AI redskaber som Midjourney, Dall-e og Disco Diffusion og lign. til at generere tekst eller tegninger.

Som forlag møder vi tegneserieskabere med gensidig tillid og respekt. Der ligger en række argumenter for vores beslutning om at vi ikke udgiver AI genererede oplæg og tegneserier. Hunov & Haffgaard blev tilbage i 2019 grundlagt med en vision om at udgive skæve og anderledes kvalitetstegneserier, og i høj grad fortællinger, der sætter fokus på det eksistentielle og det personlige. Forlaget har fortsat den dag i dag samme fokus på at støtte uafhængige tegneserieskabere. Vi udgiver primært debutanter og endnu ikke så kendte tegnere med håndelag og talent.
AI trænes ved hjælp af høstede data fra internettet, det vil sige materiale som oprindeligt er skabt som originalt arbejde af tegneserieskabere. Dette anser vi som en uetisk praksis. Vi bakker som forlag op om dygtighed og original kunst, og vi støtter 100% op om tegneserierskabernes copyright.
Hos Hunov & Haffgaard følger vi den igangværende debat om brug af kunstig intelligens i tegneseriebranchen. AI udvikler sig i øjeblikket med lynets hast, og vi er naturligevis villige til at genoverveje vores standpunkt, hvis udviklingen på sigt går i en mere etisk forsvarlig retning.
Indtil da er du velkommen til at sende dine egenhændige tegninger og selvopfundne krøllede historier til os.
